[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=OJ5478yyCc0[/youtube]

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=hojpAo4fQ5E[/youtube]

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=YUTNvN0C_P8[/youtube]

Tak fordi du læste med

Sidst jeg skrev havde vi lige startet en 14 dages op-ankring i det sydligste af den Mexicanske golf, ud for byen Coatzacoalcos. Vi forventede da at komme ind i havnen omkring d. 3. September, hvilket viste sig at være fuldstændig korrekt. Fredag morgen var terminalen klar til os, så vi løftede ankret og sejlede ind til havnen og lagde til ved en ret så stor olie-terminal. Her fik vi lov at ligge i 3 dage imens vi fik pumpet vores last i land. 1 af disse dage benyttede vi muligheden for at tage i land, for at kigge os lidt omkring i byen Coatzacoalcos. Det viste sig at være en mellem-stor by, som dog så ret fattig ud. Egentlig var det som man ville forestille sig en Mexicansk by, efter at have set diverse amerikanske film med mexicanske byer involveret.

Men en ting jeg til gengæld gang på gang bliver overrasket over, er hvor venlige mennesker man kan møde, lige meget hvor mærkelige steder man kommer. Jeg har efterhånden været en hel del mærkelige steder i verden, ofte steder man aldrig har hørt om, hvis man ikke sejlede der – og man ender ofte med at møde et tilfældigt menneske der hjælper en med et eller andet mere eller mindre vigtigt. Et eksempel: I Jebel Ali (havnebyen til Dubai) blev vi samlet op af en mand der kørte os til Immigrations-kontoret da han så os komme gående – uden vi tomlede eller lign.. Vi var aldrig nået frem inden de lukkede, hvis vi ikke havde mødt ham. Og nu her i Mexico blev vi stoppet af en kvinde på terminalen der fortalte at vi skulle skynde os tilbage til skibet og få skiftet til keddeldragt, sikkerheds-sko og hjelm for ellers vankede der store store bøder, hvis folk fra havnen så os i civilt tøj. Derudover fortalte hun os hvor gaten lå, hvor vi skulle finde en taxa, og hun kunne da i øvrigt lige finde en vi kunne køre med op til gaten… Alt sammen uden vi havde spurgt hende om det mindste. Imponerende!

Hvor er vi så nu… Jo. Lige præcis for 1 time siden har vi smidt ankeret igen. Denne gang lidt uden for Venezuelas kyst. Vi har fået et job med en last der skal fra Venezuela til Ecuador. Det vil sige en tur igennem Panama-kanalen – herligt. Men først skal lasten lige hentes – og her kommer noget af det ”sjove” ved tramp-fart. Tramp-fart vil sige at man ikke sejler efter nogen præcis plan, som eksempelvis container-skibe og passager-færger gør. I tramp-fart sejler man derhen hvor charteren (firmaet der ”lejer” skibet) beder en om, og hvad man gør derefter finder man ud af til den tid. Ret charmerende hvis man vil ud til mere alternative steder end Singapore, Hong Kong, Shanghai, Rotterdam, L.A., og lign..

Da vi kom ombord havde skibet en last ombord fra Alexandria i Egypten. Da skibet fik lasten ombord fik de en ret upræcis destination af charteren, nemlig Brasilien. Det skyldtes at køberen af lasten i Alexandria bare er en mellemand, altså et eller andet olie-trading firma der bare sidder og handler med olie, uden selv at skulle bruge det. Dette firma køber så x antal tons olie, og får det lastet på et skib de har chartret. I dette tilfælde Roy Maersk. Firmaet ved så at der pt. er gode priser på denne slags olie i Sydamerika, så de sender skibet imod Sydamerika. Imens skibet er undervejs prøver de at videresælge lasten til nogle der rent faktisk skal bruge det. Derfor vidste vi ombord aldrig præcist hvor vi skulle hen. Da der så endelig kom en køber, var det i Mexico og dette blev så slut-destinationen. Ved den nuværende last er det omvendt. Her er der en køber af produktet der har henvendt sig til et olie-trading firma, og sagt at de skal bruge x-antal tons af den og den olie, det skal leveres i den og den havn, på det og det tidspunkt. Det er så op til mellem-manden at skaffe det. Derfor ved vi at vi skal til en bestemt havn i Ecuador, men mellemmanden har endnu ikke fundet en præcis last, og derfor ligger vi og venter i Venezuela, uden at vide hvilken havn vi skal laste i. Jeg syntes egentlig det må være et ret spændende scenario at sidde med og få til at gå op.

Så hvorfra jeg skriver næste indlæg er ikke til at vide. Måske Danmark hvis jeg er så sløv som plejer at være til de her opdateringer…

Ifølge reglerne vedrørende uddannelsen som Skibsofficer kræves det (blandt andet) at den studerende har minimum 1 års sejltid som aspirant, inden papirerne som Dual Junior Officer kan udstedes.  Og derfor er der en præcis dato hvor jeg har dage nok til at kunne samle 1 års sejltid. Hvis man så sluttede sin praktik tid-på et container-skib med en udførlig sejlplan ville man kunne regne ud i hvilken havn man ville kunne stige af. Sådan er det desværre bare ikke på et tank-skib der ikke har nogen præcis sejlplan. Der er derfor ingen der kan sige hvilken dag, og fra hvilken havn jeg kan komme hjem. Det bliver først mulige sted efter d. 20 oktober. Så kan man bare krydse fingre for at man ikke lige er begyndt at krydse Atlanten igen til den tid…

Apropos at krydse Atlanten er det hvad vi netop har gjort. Efter vi (min med-aspriant og undertegnede) stod på i Gibraltar for ca. to uger siden begyndte vi, som tidligere berettet, at krydse Atlanterhavet. Vi har hele tiden sigtet efter Pajaritos i Mexico, dog med mulighed for ændring til Galveston i USA i stedet. Lørdag morgen (kl. meget tidligt i vores tidszone) blev vores kaptajn ringet op, og fik konfirmeret at vores charter – ham der ejer den last vi sejler rundt med – vil have den leveret i Pajaritos. Dato for levering: 3-5 september. Så planen er nu at sejle ned og ankre op et sted uden for havnen og så give sig til at vente. Såvidt jeg kan forstå er det ikke noget usædvanligt i tanker-verdenen. Det kan både være havnen der er booket op indtil d. 3-5 september, men det kan også være chartreren der ikke skal bruge lasten før, og da vælger at bruge os som midlertidigt lager.

De seneste to uger har jeg været i maskinen hvor dagligdagen byder på arbejde fra 8-17 hver eneste dag, bortset fra søndag der er fridag. Her bliver så lavet diverse vedligehold på maskineriet, tjek, inspektioner,  reparationer og lign.. Den sidste uge har bl.a. budt på reparation af en fuel-olie separator der drillede gevaldigt. Fuel-olie separatoren er en slags centrifuge der tvinger vand og urenheder ud fra vores brændsels-olie. Disse er her ombord placeret i et relativt lille – og varmt – rum helt nede i bunden af maskin-rummet. Efter et par dages arbejde i dette rum blev 3. Mesteren og jeg enige om at det kunne være interessant at se hvor varmt der egentlig var dernede. Så vi tog et termometer der normalt hænger ude i det ”normale” maskinrum (her stod det i øvrigt på 40-45 grader) med derned. Efter dagens arbejde blev termometeret aflæst til lige lidt over 60 grader…. Jo tak. Så forstår man godt at sveden pibler frem. Det skal dog siges at det heldigvis ikke var uafbrudt arbejde i rummet.

De næste 14 dage bytter jeg med min med-aspirant så det er min tur til at være på broen/dækket. Vi kører det normalt sådan at hvis der ikke lige er en ankomst, afgang, ekstremt trafikeret eller andet spændende, så går man fra 8-12 på dækket og laver diverse tjek/vedligehold derude, og om aftenen er det så brovagt fra 20-00. Det kan så godt risikere at blive nogle lidt døde vagter, hvis vi skal ligge for anker de næste 14 dage – men lad os nu se hvad der sker…

Det var hvad jeg lige kunne finde på i denne omgang.

Tak fordi du læste med!

Og tak fordi du gider klikke ind på denne blog, for det er efterhånden sjældent der rent faktisk er noget nyt at læse. Jeg vil denne gang – igen – se om jeg ikke kan være en anelse mere aktiv. Nu til det relevante.

Jeg er afsted igen efter at have afmønstret Svend Maersk da den anløb Århus d. 10. Juli. Herefter fulgte 3½ uges ferie inden vi blev kaldt afsted igen. Denne gang var det tank-skibet Roy Maersk der havde sagt ja til at modtage to dual-cadet’er på deres 3. og sidste skib i deres 2. praktikperiode. Turen for os startede som sædvanlig i Billund Lufthavn hvor Rederiet havde sørget for en lækker flybillet der via Bruxelles sendte os til Heathrow, hvor et fint hotel var booket på forhånd. Morgenen efter kl. 08 afgik et fly mod Gibraltar hvor min med-cadet og mig var med. Da vi 3 timer senere landede i 28 graders varme, i en lille sød lufthavn blev vi afhentet af en agent der smed os ind i en taxa og afsted på endnu et hotel.

Dette hotel var ikke helt 5 stjernet, som det vi var på i Heathrow, men “kun” 4 stjernet. Men placeringen af dette hotel var mere end 5 stjernet. Det lå på et klippe fremspring nærmest ude over Middelhavet – jeg kunne i hvert fald spytte derned fra min balkon på mit værelse. Ikke dårligt. Herfra kunne vi se ud over indsejlingen til Gibraltar strædet, og der gik ikke mange timer før man kunne se Roy Maersk komme sejlende – dog langsomt. Den langsomme hastighed fik vi senere forklaret var pga. en fyldt ankerplads i Gibraltar, hvor skibet skulle bunkre (tanke op), og have lidt proviant. Vi blev nemlig afhentet ved 21 tiden fra hotellet hvorfra vi blev kørt til Gibraltar havn, og sat på en lille service båd sammen med 8-9 paller der skulle leveres til Roy.

Omkring 20 minutters sejlads senere dukkede Roy Maersk frem og vi kom ombord med de 8-9 paller. Her kunne vi med det samme hjælpe med at få slæbt noget proviant ind i kokkens kølerum, inden sengen kaldte. Her om første tegn på at skibet ikke er bygget på Lindø eller i Stralsund i Tyskland som mine 3 tidligere skibe har været. Madrasserne er nemlig IKKE leveret af Jysk – de er sten-hamrende hårde. Det kræver lidt tilvænning hver gang man ligger sig på den – men det kommer nok på et tidspunkt. Der er flere andre ting ombord hvor man lige tænker…. Aarh, det kunne være gjort smartere. Men sådan er det nu engang.

Vi kunne inden vi tog hjemmefra se på diverse internet-sider at Roy Mærsk ikke havde været uden for Middelhavet de sidste 4 måneder, så vi regnede egentlig med, at vi i de 2½ måned vi skal være ombord, ikke kom uden for det rare lille Middelhav. Men da vi kom ombord fandt vi hurtigt ud af at Gibraltar optankningen (både på mad-, og brændstof-siden) var for at gøre klar til en længere sørejse. Vi er nemlig på vej til Pajaritos i Mexico med en last-fuld Nafta. Pajaritos er dog ikke med sikkerhed vores destination. Tidligere idag blev skibet nemlig spurgt hjemmefra, hvornår vi senest skal have info, hvis vi skal til Houston i USA istedet for – altså hvornår vi kommer til det punkt i vores rute hvor vi ville skulle dreje en anden vej for at komme til Galveston i Texas (USA) istedet for Pajaritos. Ejeren af vores last overvejede nemlig at få det sejlet derop istedet. Dette er vidst ret normalt for tanker-verdenen hvor alting aldrig er sikkert, da det er lastens ejer der stort set bestemmer hvor han vil have fragten leveret. Mere om denne nye verden en anden gang.

For små 3 uger siden var vi i Dubai, hvor min med-cadet og undertegnede havde planlagt at bruge en helvedes masse tid i land. Ifølge planen skulle vi ankomme lørdag morgen, og sejle søndag aften. Det kunne ikke være meget bedre for to cadet’er der har fået bevilget weekenden fri. Så efter skibet var langs kaj gik der ikke lang tid før vi stod klar med rygsækken på – nu skulle der leges ægte turister. Dog måtte vi væbne os med tålmodighed da vores agent ikke kunne få os igennem immigration før deres formiddags-pause – som åbenbart strakte sig fra 12-15. Så i gang med at vente, til omkring halv tre hvor vi tog af sted mod gaten i den container-terminal vi lå ved. Vi fik følgeskab af vores indiske 3. Mester, der heldigvis havde været der før, så han guidede os ud, og kunne vise os hvor på havnen immigrations-kontoret lå henne. Han vidste også at dem der står på den anden side af gaten og tilbyder taxa, er nogle slyngler man skal ignorere – godt så. Vi gik i omkring 15 minutter før vi kom til et komplet forladt og meget lukket immigrations-kontor. Det var åbenbart flyttet andetsteds hen siden sidst. Dog ikke noget der stod på nogle skilte noget sted. “Tilfældigvis” var en af de tilbydende taxa-chauffører fulgt efter os, og han kunne selvfølgelig køre os til det nye. Vi tog chancen og hoppede ind til slynglen der kørte os rundt på havne-området. Bogstavelig talt rundt, for da vi på et tidspunkt fortalte ham at vi altså havde kørt igennem den rundkørsel en gang før, truede han med at smide os af, og ikke ville fortælle hvor immigrations-kontoret lå. Fair nok – vi accepterede og han satte os til sidst af ved et fint og flot kontor med Immigration-skilte på. Fornuftigt placeret i den fuldstændig modsatte ende af havne-området ift. byen Dubai, og omkring 5 km. væk fra container-terminalen.

Herinde blev processen endelig sat i gang. I Dubai er det så smart at man skal aflevere sit pas, søfartsbog og et pas-billede. Til gengæld får man et papir hvor der står man er sømand og godkendt til at være i landet. For så at få sit pas og søfartsbogen igen skal dette papir afleveres igen. Efter et kvarter kunne vi komme af sted – indtil vi blev råbt tilbage af en af vagterne. Vi skulle lige vente til sikkerhedspersonalet havde fået deres frokost, så de kunne kontrollere vores tasker. Efter 20 minutters venten blev vi ført igennem bygningen og frem til 2 personer der stadig spiste, men den ene rejste sig og førte os udenom en metal-detektor og ud af en dør. Nu var vi igennem immigration. Uheldigvis var den bus-holdeplads vi skulle benytte placeret på den anden side, så vi måtte vade igennem det hele igen, og ud – klar til at tage ind til selve byen, Dubai. Bussen havde endestation lidt uden for byen, ved et kææææmpe stort center der vel var på størrelse med Bruuns Galleri, Rosengårdscentret, Field’s og Fisketorvet – tilsammen. Og det var ikke engang det største i Dubai. Efter det dejlige Immigrations-eventyr var klokken gået hen og blevet 17, og i Dubai må sømænd ikke være ude efter kl. 23.59. (Sømænd bliver i meget store dele af verden ofte betragtet som dybt kriminelle, indtil andet er bevist – af og til også efter) Vi besluttede at bruge tiden i dette center og så tage ind til selve byen dagen efter. Som sagt så gjort, og ved 23 tiden var vi tilbage på skibet efter at have været tilbage på immigrations-kontoret for at hente vores pas og søfartsbog. Nu var vi parat til dagen efter. Vi vidste hvordan dette herlige land fungerede mht. immigration, bus, osv.,

Dagen efter stod vi tidligt op, klar til at tage bussen til immigrations-kontoret for at aflevere vores pas og søfartsbog så vi kunne komme ind til byen. Dette forløb ganske glidende. Det samme gjorde det på immigrations-kontoret hvor manden fra dagen før kunne huske os, så det hjalp på hele processen. Ud til bussen og af sted mod byen. Men men men. Allerede inden bussen var ude af havne-området starter problemerne igen. Vi modtager en sms fra vores agent – Afgangstidspunktet er flyttet til kl. 13, vi skal komme tilbage øjeblikkeligt. Ud af bussen og over på den anden side af vejen for at komme på en anden bus og tilbage til – det efterhånden ret nævnte – immigrationskontor. Da der endelig kommer en bus virker vores bus-kort ikke. Et slags travel-card vi købte om lørdagen hvor man bare “tjekker ind og ud” af bussen, der så automatisk trækker pengene på ens kort. Vi kan ikke “tjekke ind” i bussen af en eller anden grund… Og det er åbenbart komplet umuligt at betale med kontanter i bussen. Så ud igen, på gåben af sted mod immigration. Vi begyndte at regne lidt på om vi kunne nå dertil inden de lukkede kl. 12, eller om vi skulle have fat i agenten for at han kunne hive i nogle tråde. Dog er der en venlig mand der stopper og spørger hvor vi skal hen. Det så åbenbart lidt suspekt ud, at to flotte, men dog vel-hvide ift. resten af befolkningen, fyre gik rundt på havneområdet. Han tilbød så at køre os de 2-3 km. der var. Tak var det eneste han ville have til gengæld. Da vi så endelig kom frem stod der omkring 50 mænd i ens orange keddeldragter i kø, foran os. Igen – skulle vi have fat i agenten, eller ville det gå? Vi ventede lidt, og pludselig kaldte vagten fra dagen før på os. Han kunne regne ud der var noget galt når vi allerede var tilbage, så han fik os forrest i køen, og vi fik udleveret vores pas og søfartsbog igen. Klar til at tage tilbage på skibet. Herfra forløb det heldigvis relativt glidende. Vi nåede tilbage til skibet – dog ret skuffede. Dubai og Antiklimaks rimede pludselig ret godt…

Nu er vi så i Kina hvor vi har fået overstået 3 ud af 6 Kina havne. Mandag aften forlod vi Ningbo, hvor jeg kl. 23 var ved at gøre broen klar til afgang kl. 00, sammen med 2. Styrmanden. Vi får så et opkald fra agenten der fortæller at de kinesiske immigrations-myndigheder gerne vil se alle folk ombord. Jeg får det utaknemmelige job at ringe og vække alle folk, og bede dem komme ned på dækskontoret et kvarter senere. En pisse god måde at få nye venner på. Et kvarter senere kommer en flot kineser-mand i en flot khaki uniform vadende op ad gangvejen. Bag ham går 6 små drenge i camouflage-uniformer. Næppe over 16 års erfaring som menneske, kunne de prale med. Men alligevel havde de en flot arrogant attitude – det skal de ha’! Vel ombord, krævede chefen for dem som sagt at se alle ansigter ombord og sammenligne det med de respektive pas. Ikke noget vildt ekstra-ordinært træk fra immigrations-myndigheder. Den slags kan man komme ud for mange steder. Men da dette var overstået (uden at han havde fundet noget der ikke passede) sendte han pludselig sine 6 børn rundt på skibet. 2 i maskinen, 2 på dækket og 2 i apteringen. De skulle lige gennemsøge alt – hvilket er noget af et job på et 350 meter langt container-skib. Ifølge chefen var dette pga. verdens-udstillingen i Shanghai – der var vores næste havn. Han kunne ikke lige forklare om de ledte efter bomber, børneporno, flygtninge, terrorister, euforiserende stoffer, eller anti-kinesiske dokumenter. De 2 fra dækket, og de 2 i maskinen vendte relativt hurtigt tilbage uden at have fundet noget af det de søgte. Over radioen kunne overstyrmanden, der fulgte de to i apteringen, fortælle at de gik ind på samtlige kamre og kiggede igennem alle bøger, dvd’er og lign. Da de endelig kom tilbage havde de fundet 5 dvd’er de afleverede til deres kære leder. Efter han og vores overstyrmand havde en lille diskussion om hvad de kunne tillade sig og ej, blev disse leveret tilbage til deres ejer – eller låner. For det var 5 ganske almindelige film fra skibets store video-bibliotek, der åbenbart havde nogle – i kinesiske øjne – voldsomme covers. Efter dette valgte de 7 kinesere at forlade skibet, og vi var endelig klar til afgang.

Lige nu er vi på vej mod Taiwan, nærmere bestemt Kaohsiung hvor vi ifølge den seneste plan skal ligge til kl. 11 i morgen. Herefter mangler vi Yantian i Kina, og Hong Kong i Hong Kong før turen går til Tanjung Pelepas i Malaysia der er den sidste havn på denne side af Suez.

Tak fordi du gad læse helt hertil… Over and out!

Felixstowe, England – Tirsdag/Onsdag Rotterdam, Holland – Torsdag/Fredag Hamborg, Tyskland – Lørdag Bremerhaven, Tyskland – Søndag/Mandag

Specielt i Rotterdam sker der rigtig meget, så der er fuld gang i den hele tiden. Da vi lå der skete følgende:

Bunkring (optankning) af High-Sulphur Fuel oil. Dette bliver pumpet ombord fra en pram der ligger sig på siden af os imens vi ligger langs kaj. Imens dette foregår skal der konstant holdes øje med koblingen fra prammens slange, til skibet, så man øjeblikkeligt er i stand til at opdage evt. lækager inden det udvikler sig til større olie-udslip.

Bunkring af Low-sulphur Fuel oil. Samme princip som med ovenstående. En pram op på siden, og en slange ombord. Low-Sulphur fuel oil er mindre forurenende end high-sulphur og skal bruges når vi sejler i Europa.

Bunkring af smøreolie. Endnu en pram op på siden, en slange ombord der kobles på skibet og der pumpes på livet løs.

Bunkring af additiver til smøreolien. Uden at det skal blive alt for teknisk så laver vi herude en speciel smøreolie til cylinder-smøringen af hovedmotoren. Vi bruger den “almindelige” smøreolie og tilsætter nogle additiver. Disse additiver skulle bunkres i Rotterdam. Dette foregik ikke med en pram på siden, men en tankvogn der parkerede på kajen og vi fik en slange op der blev sat på skibet, og så blev det pumpet op.

Modtagning af stores (reservedele, materialer, arbejdstøj, sikkerhedsudstyr og lign. til maskinen, dækket og broen). Her fik vi så vidt jeg husker 3-4 paller ombord, der skal tages ombord med kran, og sættes ned i maskin-rummet igennem en stor luge, lige bagved apteringen.

Modtagning af provision (varer til kabyssen). Her var omkring 5-6 paller der skal løftes op med kranen, tømmes og bæres ind i kabyssen hvor kokken står klar til at få det sat på de rigtige hylder, og på køl osv.

Besøg af en kunde. I Rotterdam var der en stor fransk frugt-grossist, der havde fået lov at besøge skibet, og få en rundvisning. Dette for at de kunne se hvordan deres frugter blev fragtet rundt i verden… Kundepleje. Så midt imellem alt det andet der foregik, kom der en busfuld folk ombord, med kameraer og spørgsmål, der skulle vises rundt.

Udover alle disse punkter foregår det der foregår i alle havne. Der flyver (næsten i hvert fald) containere af og på skibet uafbrudt, i et voldsomt tempo. Dette skal også overvåges så vi altid er opdateret på hvor langt de er kommet med lodsning og lastning. Derudover skal vores kølecontainere disconnectes fra skibets strøm-forsyning inden de skal lodses, og de lastede kølecontainere skal tilsluttes. Dette render skibets elektriker rundt og sørger for, men han kan ofte bruge en ekstra hånd da det skal gå så hurtigt som muligt, da en kølecontainer uden strøm, ikke køler helt vildt godt.

Alt i alt er det altid relativt travlt i Rotterdam, og en almindelig “kedelig” dag midt i det Indiske Ocean kan til tider være tiltalende.

Skrevet fra: Position: 34* 7,7N – 23* 24,5E Kurs: 107* Fart: 17,4 Knob

http://maps.google.com/maps?q=34.12579,23.41559

Vi har nemlig her ombord på Svend Maersk i disse dage fået noget tilbage, mange sømænd brokkede sig over blev fjernet, for nogle år siden. Nemlig alkohol – gratis alkohol! I den sidste havn i Østen, Tanjung Pelepas i Malaysia, fik vi 7-10 tank-containere ombord. Det har så vist sig at disse containere indeholder vin. Dette vin er højest sandsynligt blevet fyldt på disse containere, med en relativ lav temperatur. For efter vinen er blevet udsat for varmegraderne i det Indiske Ocean (30-32 grader) har vinen udvidet sig så meget, at disse containere nu er begyndt at lække. Der er en udfluftnings/overløbs-ventil indbygget den slags containere, og den er i disse dage hovedsagligt overløbs-ventil for det vælter ud med rødvin. Adskillige steder på dækket ligger der derfor store plamager af rødvin – varm rødvin. Og det lugter vidunderligt…… Så hvis man savner dagene med alkohol ombord alt for meget, er det bare at ligge sig på ryggen under en af disse containere – jeg har dog ikke savnet alkohol så meget, endnu.

At vi er i Det Røde Hav – og i nordgående retning – betyder også at vi netop har overstået Aden Bugten ved Somalia, der er voldsomt berygtet for pirater. Der var i dagene op til vores gennemsejling relativt mange meldinger om kaprings-forsøg. Men vi oplevede heldigvis ingenting ved vores passage. Vi overhørte dog en noget skræmt Inder, der over radioen ihærdigt forsøgte at få fat i et af de omkringliggende krigs-skibe. 10 minutter senere blev det dog konstateret at hans frygt skyldtes en fisker. Maersk Alabama der sidste år var kapret, mødte vi også. De havde også en sikker passage.

Men som sagt er vi på vej imod Europa med havemøbler, kolde løg, varm rødvin og hvad der ellers hører foråret til. Næste havn er Felixstowe i England, så kalder Rotterdam, Hamborg og Bremerhaven inden turen går til Tangier i Marokko og derfra videre østpå igen.

Skrevet fra: 19* 7.200N 039* 32.900E

Vi ligger pt. i Yokohama, Japan og lige nu er de sidste kasser ved at ryge ombord. Ifølge planen skal vi afsted herfra 22.45 lokal tid, og hvis man kender Japanerne ret, så bliver det maksimalt +/- 5 minutter. Vi har i løbet af de sidste 3 dage besøgt 4 japanske havne. Det er små-mærkeligt at et skib på vores størrelse skal ligge og sejle som en feeder (små, mindre container skibe der sejler små korte ture – f.eks. rundt i Europa) på 4 havne så tæt på hinanden. Men den højest sandsynlige grund til dette er at der er flere af de store kunder der kræver at vi kommer til “deres” havn. F.eks. er det bemærkelsesværdigt at et firma som Toyota, der gør en del ud af at lave grønne biler osv., samtidig insisterer på at skibe på vores størrelse hver uge anløber Nagoya for at få hentet deres containere, når vi forurener meget mere end de små feedere. Og den slags historier er der tonsvis af, rundt i hele verden…

Siden jeg sidst skrev – som vidst var et sted omkring pirat-området – har vi udover de 4 Japan havne, anløbet Singapore og Hong Kong. I Singapore fik min med-aspirant og jeg en del timer i land hvor vi fik set os omkring. For præcis to år siden lå vi med Anna Maersk i dok i netop Singapore i længere tid, så det var et gensyn med det meste. Derudover fik vi besøgt en af mine gamle soldater-kammerater fra min gloværdige karriere i det danske for-svar. Han arbejder herude, så vi var både på besøg på hans arbejde og hjemme i hans lejlighed. Om eftermiddagen var vi tilbage på skibet og klar til afgang.

4 dage senere ramte vi så Hong Kong i tæt tæt tåge. Under indsejlingen kunne vi fra broen sjældent se mere end to 40-fods containere frem, og der er altså 15 af dem ud til formasten. Vandet under os var også ofte skjult af tågen. Derudover var det også lidt mærkeligt at kunne kigge på radaren og konstatere at Evelyn Maersk passerede os om bagbord under 200 meter væk, og INTET kunne se. Det er altså ikke et lille skib… MEN, vi kom ind og fik lagt til. Turist-besøget måtte for mit vedkommende vente til næste gang vi kommer til Hong Kong. Det er så heldigvis allerede på lørdag…

Det var hvad jeg lige kunne finde på. Tak fordi du gad læse med!

Skrevet fra: 35*24.1′N, 139* 41.7′E

Sidst jeg skrev, lå jeg på et hotel i Port Said i det nordlige Egypten ved indsejlingen til Suez Kanalen. Her var vi blevet placeret indtil Svend Maersk skulle igennem kanalen den efterfølgende aften. Vi vidste ikke hvad tid vi blev afhentet på hotellet – eller om vi gjorde for vejret var ret dårligt. Men kl. 20.00 om aftenen blev jeg ringet op på værelset (hvis eneste virkende telefon befandt sig på toilettet, af en mærkelig årsag), og bedt om at være klar til afhentning i receptionen et kvarter senere.

Her blev vi hentet af Maersk’s agent der kørte os ned på en politi-station hvor vi blev taget igennem immigration – nu forlod vi jo landet igen. Herefter sejlede vi med en lille færge over den vestlige indsejling af Suez Kanalen og blev yderligere kørt ½ time før vi blev sat i en lille båd, i en lille havn ved indsejlingen til Suez Kanalen. Her fik vi at vide vi skulle vente indtil Svend Maersk kom forbi i kanalen.

Suez Kanalen er ikke bred nok til at to skibe kan passere hinanden (når vi snakker Svend, Anna, Emma osv. Maersk i hvert fald) så skibene samles i kolonner. Den sydgående konvoj sejler så halvvejs ned igennem kanalen og opankrer i en sø imens den nordgående konvoj passerer forbi. Herefter sejler den sydgående videre. Derved tager en Suez gennemsejling omkring 1 døgn når man er sydgående.

Men vi sad i den lille båd og fik at vide at Svend var nr. 12 i den sydgående konvoj, så der ville gå omkring ½ (egyptisk) time før den ville være der. To timer senere passerede Svend Maersk forbi og vi sejlede op på siden og kom ombord. Der var kl. blevet godt over midnat. Den efterfølgende dag gik med at familiarisere os med skibet og sejle den sidste del af kanalen igennem.

Mandag var vi så kommet ned igennem det røde hav til Babel Man Deb og her starter pirat-hyggen. Tidligere var det lidt længere østpå, i Aden-bugten man officielt sagde det startede, men nu er der forlydender om at Al-Qaeda vil hoppe med på moden og starte med at blokere Babel Man Deb strædet (bunden af det Røde Hav). Så vores pirat-klargøring er allerede overstået når vi når dette stræde. Denne består i at få skibet op på maksimale hastighed for at besværliggøre en evt. ombordstigning af pirater. Det er for vores vedkommende omkring 25 knob. Derudover åbnes alle brand-sprøjter udover siden så det yderligere bliver træls at komme ombord. Samtidig slukkes alt udvendigt lys og vinduer blændes af om natten. På broen kommer en ekstra udkig så vi altid er 3 mand til at holde udkig. Alt dette kommer til at stå på i 2-3 dage indtil vi er sikkert ude på den anden side. Der er oprettet en speciel korridor hvor handelsskibe sejler i, der bliver bevogtet af adskillige krigs-skibe. Inden for denne zone lover krigerne at kunne være tilstede inden for ½ time. Samtidig laves der kolonner for langsomme, og/eller særligt udsatte skibe f.eks. med lavt fribord (afstanden fra vand-overfladen til dæks-kanten).

Efter gennemsejlingen af korridoren kunne det konstateres at der heller ikke denne gang blev angrebet et containerskib – i hvert fald ikke vores. Det eneste vi så der lignede pirater var en fiskerbåd med 3 skiffs (små hurtiggående både som piraterne normalt bruger til at indhente og borde skibe fra) hængende efter sig. 3 mil efter denne befandt sig en hollandsk kriger der overvågede den. Det var ikke meget action over dette, som alligevel var det mest action-fyldte vi oplevede. Den danske kriger Absalon så vi intet til, men kunne efterfølgende læse at de havde sunket et “mother-ship” et sted nede ved Somalia. Så får de nok en medalje mere…

Nu er det så blevet onsdag og sommeren er kommet. Eller, det er i hvert fald forrygende vejr. 27 grader varmt, og vandet har præcis samme temperatur. Derfor er poolen i dag blevet fyldt op, og på lørdag tændes grillen. Kursen er sat imod Singapore der rammes om ca. en uge. Der vil vi ligge i over et døgn, så mon ikke man får tid til at komme lidt i land. Derefter har vi 4 dages sejlads før vi er i Hong Kong – hvor man nok også bliver nødt til at tage i land og kigge sig omkring. Jo tak :)

Svend Maersk Position: 11* 49,6′N, 62* 56,0E

Fart: 15,4 Knob – Efter 3 dages sejlads med maksimal fart pga. piraterne, var vi 3 dage foran tidsplanen, så resten af turen til Singapore kommer til at foregå i relativt lav fart (15-16 knob)

Næste waypoint vil være om ca. 71 timer, når vi runder sydspidsen af Sri Lanka.

Tak fordi De læste med! Stay tuned – der kommer nok mere en dag…